Centrale begreber
På denne side kan du læse mere om nogle af de centrale begereber, man kan støde på, hvis man arbejder med at hjælpe personer med psykiske lidelser i beskæftigelse.
De begreber, der er beskrevet er: Handicapbegrebet – – Nedsat arbejdsevne – – Uarbejdsdygtighed – – Arbejdsmarkedsparathed
Netop de begreber fylder i lovgivning og praksis, og specielt i de kommunale jobcentre bruger man begreberne til at vurdere, hvordan blandt andet en psykisk lidelse påvirker borgerens evne til at mestre sit arbejds- og hverdagsliv.
Alle begreberne har til fælles, at de vurderer borgerenes evner og muligheder i relation til det omkringliggende samfund. En psykisk lidelse kan derfor ud fra disse begreber aldrig blot vurderes på baggrund af lægelig dokumentation, selvom den er vigtig.
Se video Om handicapbegrebet og handicapkonventionen
Handicapbegrebet
Vi er gået fra en medicinsk til en relationel forståelse af handicap. I dag har man derfor ikke kun fokus på lægelige barrierer hos den enkelte person, men i ligeså høj grad om der er kompenseret for barriererne.
Før i tiden opfattede man handicap som en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som blev kendetegnet ved nogle lægeligt bestemte barrierer hos den enkelte person. Personer med handicap blev placeret på institutioner uden for samfundet som blandt andet blev betegnet åndsvageanstalter.
Ikke længere kun lægeligt bestemt
Siden 1970’erne har vi lagt ideen om en særforsog, som tog sig af personer med handicap, bag os (dette kan ses som et udtryk for det ”integrationsprincip”, der er omtalt i boksen til højre). Et handicap opfattes nu ikke længere ud fra nogle lægeligt bestemte barrierer, som nødvendigvis afholder en person fra at forsørge sig selv og indgå i samfundet på lige fod med andre. Derudover er handicap nu ikke længere blot barrierer knyttet til den enkelte person, men i ligeså høj grad et problem ved måden, vi har indrettet vores samfund på.
Forskel på funktionsnedsættelse og handicap
Vi er derfor gået fra en såkaldt medicinsk til en relationel eller social handicapmodel, hvor man strengt taget i dag kun har et handicap, hvis man ikke kan kompenseres i sit hverdags- og arbejdsliv for de funktionsnedsættelser, som det lægeligt medfører.
Vi skelner derfor i dag mellem begrebet ”funktionsnedsættelse” og ”handicap”. En funktionsnedsættelse kan beskrives rent medicinsk som begrænsninger i kroppen eller den mentale funktionsevne ved en diagnose.
Man har derimod kun et handicap, hvis man oplever et reelt tab eller begrænsning af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap beskriver på den måde relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser – herunder mangler ved den måde, omgivelserne er indrettet på i forhold til personen med funktionsnedsættelsen.
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap fra 2006 fastslår således i dens artikel 1:
”Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.”
Handicapbegrebet i dansk ret
I dansk ret er der ikke en konsekvens sproglig anvendelse af begrebet handicap, ligesom der ikke er en ensartet beskrivelse af personer med handicap som målgruppe for individuel retlig regulering. I den juridiske litteratur, såsom Kirsten Ketscher: Socialret, er der dog defineret en række handicapretlige grundprincipper. Disse principper indgår som vigtige fortolkningskriterier, når personer med handicap skal have fastlagt deres individuelle retsstilling af domstolene og administrative myndigheder.
Handicapretlige principper
Ligebehandlingsprincippet
Svarer til et grundlæggende forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Ligebehandlingsprincippet er ikke til hinder for, at man via lovgivningen kan tillade positive særforanstaltninger, for eksempel fortrinsadgang, for at fremme den reelle ligestilling på længere sigt.
Integrationsprincippet
Personer med handicap har ret til at indgå i det almindelige samfundsliv og livsmønster i forhold til bolig, arbejde, fritid med videre, på den måde, at ligestillingen reelt bliver fremmet
Kompensationsprincippet
Personer med handicap skal i form af for eksempel omsorg, økonomisk støtte eller naturalieydelser så vidt muligt kompenseres for gener i forhold til livskvalitet og øvrige udfoldelsesmuligheder, som handicappet medfører.
Beskyttelsesprincippet
Er traditionelt og i ældre tid blevet brugt som begrundelse for at isolere personer med handicap mod farer i form af udnyttelse og lignende, der kunne komme fra det øvrige samfund. Dette “hensyn” er i en vis udstrækning i modstrid med både integrations- og ligebehandlingsprincippet, men finder anvendelse på afgrænsede områder i lovgivningen, for eksempel Værgemålsloven og reglerne om lovlig magtanvendelse på det sociale område.
Værdigheds- og integritetsprincippet
Svarer til artikel 17 i FN’s handicapkonvention, der handler om fysisk og psykisk integritet. Personer med handicap skal så vidt muligt bestemme over eget liv og kunne fungere så selvstændigt som muligt. Både myndigheder og arbejdsgivere skal sikre, at personens værdighed og integritet ikke krænkes.
Sektoransvarlighedsprincippet
Spørgsmål fra personer med handicap om hjælp eller støtte behandles af samme myndighed, som behandler tilsvarende spørgsmål fra alle andre personer. Kan siges at udmønte integrationsprincippet på myndigheds- og organisatorisk niveau.
Forskelsbehandlingsloven
En psykisk lidelse er ikke i sig selv et handicap, men kan føre til en funktionsnedsættelse, som hindrer personen i at deltage i arbejdslivet. Et handicap eksisterer altså først, når det medfører begrænsninger i eksempelvis arbejdslivet.
I vejledningen til Forskelsbehandlingsloven, som specifikt handler om arbejdslivet, bliver der gennemgået en række principielle afgørelser fra EU-domstolen og Højesteret, hvor der bliver opridset en række kriterier for, hvad et handicap indebærer i forhold til forskelsbehandling:
- En tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom
- Når sygdommen medfører en begrænsning af lang varighed som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader
- Som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere
Som i FN’s handicapkonvention er handicap derfor ikke det samme som den lægeligt diagnosticerede sygdom, og heller ikke det samme som den begrænsning eller funktionsnedsættelse, der kan fremkomme heraf. Et handicap eksisterer først, når begrænsningen hindrer lige deltagelse i blandt andet arbejdslivet. En psykisk lidelse er derfor ikke i sig selv et handicap, men kan føre til en funktionsnedsættelse, som hindrer personen i at deltage i arbejdslivet (se mere under: Psykiske lidelser og beskæftigelse).
Uanset sprogbrug skal man være opmærksom på, at der skal være tale om en langvarig funktionsnedsættelse, for at der kan være tale om et handicap. Hvor langvarig, findes der ikke en klar definition af i skrevne retsregler, men domstolene og Ligebehandlingsnævnet har i forskellige sammenhænge forholdt sig hertil.
Det er en konkret, individuel vurdering, om en begrænsning er eller forventes at være af så lang varighed, at den falder ind under begrebet handicap.
Eksempler fra lovgivningen
EU-Domstolen har i de forenede sager Ring og Werge (C-335/11 og C-337/11) behandlet spørgsmålet om varighed. EU-Domstolen udtaler i præmis 45 blandt andet følgende:
“Det skal følgelig fastslås, at hvis en helbredelig eller uhelbredelig sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og hvis denne begrænsning er af lang varighed, kan en sådan sygdom henhøre under begrebet »handicap« som omhandlet i direktiv 2000/78.”
Ligebehandlingsnævnet har i blandt andet følgende sager udtalt sig om varighedskriteriet og det forhold, at det er den konkrete prognose på afskedigelsestidspunktet, der er afgørende for vurderingen:
J.nr. 18-59359: En person med følger efter blodpropper og hjerneblødning blev afskediget efter otte måneders sygdom med henvisning til ”omstrukturering”. På afskedigelsestidspunktet havde sygdommen endnu ikke haft en varighed, der kunne betegnes som lang. Den konkrete prognose på afskedigelsestidspunktet var imidlertid, at begrænsningen måtte anses for at have en lang varighed, og at der derfor var tale om at handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Ligebehandlingsnævnet lagde ved denne vurdering vægt på dels en statusattest fra lægen, dels en ergoterapeutisk udtalelse.
I 2003 begyndte man at vurdere personers arbejdsevne i forbindelser med sager om revalidering, fleksjob og førtidspension. Med førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2013 er der kommet med fokus på udviklingen af arbejdsevnen ude på arbejdsmarkedet.
I forbindelse med en reform af førtidspensionsreglerne ændrede man fra 1. januar 2003 reglerne for, hvordan sagsbehandlere skulle beskrive, udvikle og vurdere arbejdsevnen for borgere i forbindelse med sager om revalidering, fleksjob og førtidspension. Fra at anvende begrebet erhvervsevnetab rettede man nu fokus på udvikling af ressourcer og arbejdsevne (Se almindelige bemærkninger til førtidspensionsreformen, LF 137/2000-1, pkt. 4.1).
2003: Mere ensartet praksis
Formålet med reformen var at sikre en mere ensartet og gennemskuelig tilkendelsespraksis samt en bedre sammenhæng mellem de forskellige ordninger: revalidering, fleksjob og førtidspension. Dette opnåede man ved indførslen af den såkaldte Ressourceprofil som dokumentationsværktøj. Ressourceprofilen gav en samlet beskrivelse og vurdering af borgerens faglige og personlige ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer sammenholdt med en vurdering af, hvilke konkrete jobfunktioner, borgeren kunne varetage på arbejdsmarkedet. Samtidig var der en stærk kobling til de relativt nye regler om borgerinddragelse og helhedsorientering i retssikkerhedsloven, der trådte i kraft den 1-7-1998 (Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lov nr. 453/10-6-1997).
2013: Mere fokus på udvikling af arbejdsevnen
Med indførslen af førtidspension- og fleksjobreformen i 2013 forsøgte man at gøre op med en for omfattende dokumentationspraksis af nedsat arbejdsevne gennem både ressourceprofilen og arbejdsprøvninger. Udgangspunktet i reformen var klart:
”En persons arbejdsevne er ikke noget statisk, der er givet én gang for alle, og som kan ”afprøves”. Arbejdsevne er noget, der kan og skal udvikles i en konkret sammenhæng.” (Lovforslag L53/2012 som fremsat, pkt. 1.2.2.)
Dette gjorde man blandt andet ved indførslen af rehabiliteringsplan, rehabiliteringsteams, ressourceforløb og en mere tværfaglig, sammenhængende og helhedsorienteret indsats med henblik på at sikre den bedste mulige indsats til udvikling af arbejdsevnen. Dette fokus på at udvikle arbejdsevnen gennem en tværfaglig, sammenhængende og helhedsorienteret indsats er blevet styrket yderligere ved senere reformer i 2014 af sygedagpenge (lov 720/2014) og kontanthjælpssystemet (lov 895/2013).
Nedsat arbejdsevne
Forskellige grader af begrænsninger i arbejdsevnen kan gøre en person berettiget til hhv. revalidering, fleksjob og førtidspension. Det vil skulle dokumenteres og bero på en konkret, individuel vurdering.
Personer med dokumenteret begrænsninger i arbejdsevnen kan opnå adgang til en række forskellige indsatser med tilhørende forsørgelsesydelser (se mere på denne portal under Kompensation og beskæftigelsesindsats).
En revalidering kan ifølge lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB), kap. 21, § 142 tildeles personer med ”begrænsninger i arbejdsevnen”.
For at opnå fleksjob skal man ifølge LAB, kap. 20, § 116 have ”varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen”. Loven indeholder ikke en præcis angivelse af, hvor ”væsentlig” begrænsningen skal være, for at personen er i målgruppen. Det beror på en konkret, individuel vurdering. Har personen omfattende begrænsninger i arbejdsevne, kan personen visiteres til fleksjob: ”…, hvis der er mulighed for, at deres arbejdsevne inden for en rimelig periode kan udvikles.”.
En førtidspension kan først bevilges, når det er dokumenteret, at der er tale om varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, at begrænsningen udelukker hel eller delvis selvforsørgelsee ved indtægtsgivende arbejde, herunder fleksjob, jævnfør lov om social pension §§ 16 og 19. Som ved fleksjob findes der ikke i lovgivningen en præcis fastsættelse af, hvor lille restarbejdsevnen skal være for at være berettiget til førtidspension.
Om der kan bevilges fleksjob eller førtidspension afhænger både af om borgeren kan udvikle sin arbejdsevne og om, hvor begrænset arbejdsevnen er vurderet til at være. Hvis borgeren har en meget begrænset arbejdsevne, som ikke kan udvikles, vil der være tale om førtidspension.
Dokumentation for begrænsningen i arbejdsevnen skal som hovedregel ske via et ressourceforløb. Er det helt åbenbart, at der ikke er et udviklingsperspektiv for arbejdsevnen, skal ressourceforløb ikke iværksættes. Det beror i hvert enkelt tilfælde på en konkret, individuel vurdering.
Ifølge tal fra Ankestyrelsen bliver fire ud af ti førtidspensioner bevilget på grund af en psykisk lidelse, som har medført en væsentlig og varig begrænsning i arbejdsevnen hos den pågældende person.
Eksempler fra Ankestyrelsen
I principafgørelse 25-14 slog Ankestyrelsen fast, at to personer med en arbejdsevne på henholdsvis to timer per uge og 40 minutter per uge begge var i målgruppen for fleksjob. I begge sager var der mulighed for at udvikle personens arbejdsevne inden for en rimelig periode. Var det ikke tilfældet, skulle kommunen i stedet vurdere, om der skulle påbegyndes en sag om førtidspension.
I principafgørelse 58-18 forholdt Ankestyrelsen sig til, hvilke kriterier der skal lægges vægt på, når det skal vurderes, om der er et sådant udviklingsperspektiv for personens arbejdsevne, at et ressourceforløb er relevant at iværksætte. Ankestyrelsen tog samtidig stilling til fire sager, hvor der intet udviklingsperspektiv var for personens arbejdsevne, og hvor der derfor var ret til førtidspension. I en af sagerne (nr. 3) led personen af kronisk alkoholisme, depression, følger efter en blodprop i hjernen samt dårlig korttidshukommelse og KOL.
For at blive erklæret uarbejdsdygtig og få sygedagpenge skal der være en klar sammenhæng mellem borgerens sygdom, sygdommens betydning for borgerens funktionsniveau og den konsekvens det medfører for borgerens mulighed for at varetage et arbejde eller som ledig at opfylde sin rådighedspligt.
Uarbejdsdygtighedsbegrebet eller ”syg i sygedagpengelovens forstand” benyttes af jobcentermedarbejderen til at vurdere, om en person opfylder betingelserne for at modtage sygedagpenge eller et jobafklaringsforløb. Betingelserne er, at der er en klar kobling mellem personens egen sygdom, sygdommens betydning for funktionsniveauet og konsekvensen for personens mulighed for at varetage sit arbejde eller som ledig at opfylde sin rådighedspligt. Reglerne om uarbejdsdygtighed kan findes i lov om sygedagpenge, § 7.
Vurderingen
En person skal være uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, men vurderingen skal ske på grundlag af en samlet vurdering af sygdommen og dens indvirkning på den sygemeldtes arbejdsevne. Ligesom med handicap og arbejdsevne, så skal uarbejdsdygtighed derved vurderes i sammenhæng med mulighederne for at opnå beskæftigelse på arbejdsmarkedet med den tilgængelige hjælp og støtte. På samme måde som med vurderingen af arbejdsevnen, vurderer man desuden graden af uarbejdsdygtighed, hvilket betyder at mange bliver delvist raskmeldte.
Når en person bliver sygemeldt fra beskæftigelse vurderer man uarbejdsdygtighed som udgangspunkt i forhold til det job, som personen er sygemeldt fra (”smal vurdering”). Efter tre måneders sygefravær skal vurderingen ske på grundlag af den sygemeldtes uddannelses- og beskæftigelsesområde og mulighederne for at påtage sig arbejde på det bredere arbejdsmarked. Det kalder man en ”bred vurdering”. Vurderingen af uarbejdsdygtigheden for ledige sker i forhold til det arbejdsområde, som den pågældende står til rådighed for.
Raskmelding
Hvis personen er uarbejdsdygtig, men helbredstilstanden samtidig er ”stationær” skal sygedagpengene som udgangspunkt ophøre. Forinden skal kommunen tage stilling til, om personen er i målgruppen for revalidering, fleksjob, ressourceforløb eller førtidspension. Er personen ikke i målgruppen for en af disse ordninger, bliver personen raskmeldt til for eksempel dagpenge eller kontanthjælp.
Sygedagpengemodtagere skal desuden visiteres i en af tre kategorier afhængigt af deres ”arbejdsmarkedsparathed”. Man forventer, at kategori bliver raskmeldt indenfor otte uger og kategori 2 efter otte ugers sygefravær. Kategori 3 er længerevarende sygemeldinger (over otte uger): ”Hvor der ud over de helbredsmæssige forhold er andre udfordringer i forhold til den sygemeldtes muligheder for at vende tilbage til arbejde, herunder sociale forhold, og hvor der vurderes at være behovfor at iværksætte en tværfaglig indsats”. (Lov om sygedagpenge, § 12).
Man kan godt blive vurderet uarbejdsdygtighed som konsekvens af en psykisk lidelse, og rigtig mange bliver også sygemeldt særligt på grund af stress, angst eller depression.
I beskæftigelsessystemet har man i efterhånden mange år vurderet og kategoriseret ledige ud fra deres beskæftigelsespotentiale/arbejdsmarkedsparathed. Det vil sige, man har foretaget en samlet vurdering af vedkommendes arbejdsmarkedsrelevante ressourcer, kompetencer og udviklingsmuligheder.
Ud fra dette har man overordnet skelenet mellem ledige som umiddelbart er parate til at tage et arbejde og ledige med problemer ud over ledighed, som ikke umiddelbart er arbejdsmarkedsparate og derfor skal have en ekstra indsats. Forsikrede ledige har som udgangspunkt altid været i den første gruppe, mens kontanthjælps-, overgangsydelses- og uddannelseshjælpsmodtagere bliver vurderet og kategoriseret ud fra deres arbejdsmarkedsparathed.
Kategorier for kontanthjælpsmodtagere
Man har gennem tiden brugt forskellige begreber om disse to grupper af kontanthjælpsmodtagere. Før jobcenterreformen i 2007 skelnede man således mellem kontanthjælpsmodtagere i matchkategori 1-3 og 4-5, hvor sidstnævnt havde problemer ud over ledighed og ikke var arbejdsmarkedsparate. Derefter indførte man en matchvurdering, hvor man skelnede mellem jobklar, indsatsklar og midlertidig passiv, hvor borgere i de to sidste kategorier blev vurderet til at have problemer ud over ledighed og derfor ikke at kunne tage et arbejde inden for en kort periode (3 måneder).
Med kontanthjælpsreformen fra 2013 opdelte man kontanthjælpsmodtagere i nogle lignende kategorier nemlig jobparate og aktivitetsparate. I den forbindelse afskaffede man således også kategorien ”midlertidig passiv”. Det var med henblik på at sikre fokus på, at alle så vidt muligt får en aktiv indsats via tilbud. I lovforslaget til kontanthjælpsreformen defineres job- og aktivitetsparat således:
”Personer, der vurderes at være i stand til at komme i arbejde inden for en kortere periode, er jobparate og skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet (…) Personer, der ikke vurderes at kunne komme i arbejde inden for en kortere periode, er aktivitetsparate. Aktivitetsparate personer har typisk komplekse problemer og skal derfor have en tværfaglig og helhedsorienteret indsats.”
Med vedtagelsen af kontanthjælpsreformen indførte man desuden uddannelses- og integrationsydelsesmodtagere som nye målgrupper i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Disse skulle ligeledes opdeles i jobprate og aktivitetsparate (samt åbenlyst uddannelsesparate).
En psykisk lidelse er ikke bestemmende for, om man bliver kategoriseret som job- eller aktivitetsparat. En ledig kontanthjælpsmodtager med eksempelvis ADHD eller OCD kan derfor sagtens være jobparat. Alligevel findes der en sammenhæng, eftersom mange aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere har en psykisk lidelse (40 % ifølge Rosholm et al, 2018, se vidensnotat på siden: Hvad betyder det for beskæftigelsen at have en psykisk lidelse?), hvor det er langt færre blandt dem, der er i beskæftigelse (10 % ifølge Sundhedsstyrelsen, 2018, se vidensnotat).
Lovgivning
Læs historisk bekendtgørelse om arbejdsevne her.
Læs lovforslag som fremsat om førtidspensions- og fleksjobreformen her.
Læs lov om en aktiv beskæftigelsesindsats her.
Læs bekendtgørelse af lov om aktiv socialpolitik her.
Læs bekendtgørelse af lov om social pension her.
Læs bekendtgørelse af lov om sygedagpenge her.
Læs lovforslag som fremsat til kontanthjælpsreformen her.
Læs lovforslag som fremsat til førtidspensionsreformen i 2003 her.
Læs lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (oprindelig) her.
Domme og afgørelser
EU-Domstolens dom i de forenede sager Ring og Werge (C-335/11 og C-337/11)
Ligebehandlingsnævnets j.nr. 18-59359
OM JOBMEDDIAGNOSE.DK
På jobmeddiagnose.dk har vi samlet al den viden, du som professionel har brug for, for bedst muligt at hjælpe borgere med psykiske lidelser i beskæftigelse. Vi tror på, at en åben dialog, samarbejde og en bedre forståelse af, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse, er vigtige elementer for at kunne hjælpe borgere med psykiske lidelser tilbage i beskæftigelse. På jobmeddiagnose.dk finder du blandt andet konkret viden om de enkelte diagnoser og relevant lovgivning, gode råd til den svære samtale og samarbejdet med virksomhederne samt konkrete eksempler på virksomme metoder, redskaber og indsatser.