Stress
Kortvarig stress er en tilstand, der gør det muligt at reagere og handle hensigtsmæssigt i ekstreme situationer, mens længerevarende stress udgør en trussel mod helbredet.
DEFINITION PÅ STRESS
Man kan definere stress som en belastningstilstand, som både kan være psykisk og fysisk. Belastningstilstanden opstår, når ydre eller indre krav overstiger de ressourcer, den enkelte har – eller oplever, at han eller hun har.
HVAD ER Stress?
Medicinsk taler man om stress som en belastnings- og tilpasningsreaktion, herunder PTSD, men begrebet stress bruges også meget bredere på måder, der går ud over tilstande, som kan diagnosticeres inden for diagnosesystemet ICD-10 (se mere under Diagnosesystemet).
Stress kan forekomme, hvis man er presset eller er i en situation som overstiger ens almindelige handleevner. Stress opstår når de krav, forventninger eller belastninger, som omgivelserne stiller til en, eller som man stiller til sig selv, (for eksempel på arbejdet, i familien eller i uddannelsessystemet) overstiger de ressourcer og muligheder, man har til rådighed for at imødegå eller tackle belastningen.
Man bruger ofte tre arbejdsdefinitioner til at beskrive, hvordan reaktionen udfolder sig:
- Stress er en intern tilstand i individet, for eksempel anspændthed, irritabilitet, uvished, ængstelse eller ophidselse.
- Stress er en ekstern oplevelse af omgivelserne, for eksempel høje krav, tidspres, trusler, tab eller fare.
- Stress er relationen mellem interne og eksterne oplevelser. Typisk taler man om, at kravene fra omgivelserne overstiger individets ressourcer.
Det er vigtigt at understrege, at stress først og fremmest hænger sammen med ens oplevelser og fortolkninger af de ting, der sker omkring en – ikke begivenhederne i sig selv.
Kortvarig stress
Flere taler om stress som en folkesygdom, men hvad der ofte overses er at stress som udgangspunkt er en helt naturlig og hensigtsmæssig reaktion (alarmtilstand), der oprindeligt er forbundet med vores muligheder for at overleve. Stress er altså i den kortvarige version IKKE en sygdom.
Stressreaktionen har til formål at sætte mennesket i stand til at håndtere og tilpasse sig de belastninger, farer, trusler og udfordringer de stilles over for i dagligdagen. Dette kan for eksempel være i situationer hvor der sker noget uventet eller når man skal yde noget ekstra, som overstiger ens normale kapacitet.
Akut eller kortvarig stress er en naturlig og sund reaktion for kroppen, som øger kroppens og/eller hjernes præstation og koncentration. Reaktionen er sund, fordi den giver øget energi til at takle opgaver under pres.
Kortvarig stress kan sammenlignes med det, der sker, når gazellen flygter fra en løve. En stressreaktion sætter begge dyr i stand til at reagere hurtigt: Gazellen skal væk og løven skal have sin mad. Hjertet slår hurtigere og begge dyr er i alarmberedskab. Den samme biologiske reaktion sker i mennesker, når de pludselig befinder sig i en udfordrende situation.
Langvarig stress
Langvarig stress kan forekomme, hvis man er presset eller er i en situation som overstiger ens almindelige handleevner i en længere periode. Langvarig stress opstår, når de begivenheder der stresser en ikke forsvinder, men fortsætter med at gøre livet svært i uger, måneder eller år. Kroppen vil være i konstant beredskab, hvor niveauet af hormonerne adrenalin og kortisol er højt. Det kan for eksempel være, hvis man ikke kan nå sine opgaver på arbejdet eller ikke slår til derhjemme.
Når kroppen ikke får lov at slappe af bliver det farligt. Hvis kroppen i længere tid er i konstant beredskab, slider det på krop og sjæl. Organismen får skyklapper på, så man måske ikke mærker behov for hverken mad eller søvn. Hvis man ikke reagerer på kroppens advarselssignaler, bliver tilstanden forværret. Langvarig stress påvirker evnen til at huske og immunforsvaret bliver svækket. Endelig kan længerevarende eller gentagne stressperioder med tiden være årsag til depressioner og hjertekarsygdomme. Dette er, hvad mange forstår som “at gå ned med stress”.
Kilde: Psykiatrifonden
- HVAD INDEBÆRER DET AT HAVE STRESS
- STRESS OG BESKÆFTIGELSE
- PERSONLIGE BERETNINGER
- HVOR KAN JEG SØGE YDERLIGERE INFORMATION?
Symptomer
Der er stor forskel på, hvordan vi reagerer på de belastninger, vi møder, og hvor hurtigt vi opdager, at noget er galt. Der findes mange forskellige symptomer på stress. Her er en liste, som opdeles i adfærdsmæssige, psykiske og fysiske symptomer. Graden og hyppigheden af symptomerne fortæller noget om, hvor stresset man er.
Adfærdsmæssige kendetegn
- Søvnløshed
- Manglende engagement
- Nedsat handlekraft
- Aggressivitet
- Irritabilitet
- Ubeslutsomhed
- Glemsom
- Fraværende
- Øget brug af stimulanser, som for eksempel kaffe, cigaretter og alkohol
- Øget sygefravær
- Mindre social
Psykiske kendetegn
- Ulyst
- Træthed
- Hukommelsesbesvær
- Rastløshed
- Nedsat/ dårligt humør
- Manglende overskud
- Grådlabil
- Følsom og letpåvirkelig
- Grubler og spekulerer
- Indadvendt
Fysiske kendetegn
- Sultforstyrrelser
- Hjertebanken
- Hovedpine
- Svedeture
- Smerter
- Indre uro
- Appetitløshed
- Hyppige infektioner
- Forværring af kronisk sygdom
Metoder og redskaber til håndtering af stress
Under Metoder og redskaber kan du finde flere bud på, hvilken tilgang man kan bruge over for personer med stress. Det drejer sig om:
- IBBIS-modellen, som er en integreret behandlings- og beskæftigelsesindsats til sygedagpengemodtagere blandt andet med stress (inspireret af IPS)
- Åben og rolig, som er et meditationsbaseret holdforløb til personer med stress
- Arbejdspladsbaseret individuel og gruppebaseret kognitiv adfærdsterapi
Psykiatrifondens fem gode råd om at vende tilbage til arbejdet efter stress
Når en medarbejder eller en kollega kommer tilbage på arbejdspladsen efter en stresssygemelding, er det nødvendigt at tage særligt hensyn og skabe fleksible rammer. Det tager tid at komme op i fulde omdrejninger igen, og medarbejderen har brug for ekstra line og hensynstagen i starten. Her følger fem gode råd fra Psykiatrifonden til, hvordan kollegaer og medarbejdere kan hjælpes tilbage på arbejdspladsen efter en stresssygemelding.
1. Hurtigere tilbage, end man tror
Selvom det kan virke ulogisk, skal en medarbejder typisk hurtigere tilbage til jobbet, end man tror. Det betyder naturligvis ikke ved fuld styrke, men hvis medarbejderen ikke kommer tilbage rimeligt hurtigt, kan det være svært at mærke, om den stressramte har fået det bedre. Hvor hurtigt, en medarbejder skal tilbage, kommer naturligvis an på, hvor stressramt medarbejderen har været – det kan være både dreje sig om dage, uger eller måneder.
2. Fleksible rammer
Medarbejderen, der har været ramt af stress har brug for fleksible rammer på jobbet. Medarbejderen skal gradvist lemmes tilbage i stillingen i forhold til ansvar og mængden af opgaver. Det er også en god ide at tilbyde medarbejderen at starte på nedsat tid og gradvist arbejde sig op på fuld tid i takt med, at medarbejderen får det bedre.
3. Giv brugbar og konstruktiv kritik
En medarbejder, der har været ramt af stress har brug for konstruktiv kritik, så vedkommende kan få et velfungerende arbejdsliv igen. Konstruktiv og brugbar kritik handler om at turde påpege de positive såvel som negative ting på en ordentlig måde over for medarbejderen. Det handler om at se hele medarbejderen, så man har en reel mulighed for at ændre på uhensigtsmæssige mønstre og arbejdsgange.
4. Gå aldrig tilbage til en fuser
Hvis mængden og typen af arbejdsopgaver er præcist de samme, som før stresssygemeldingen, vil medarbejderen sandsynligvis gå ned med stress igen. Derfor skal man se på medarbejderens opgaver og klæde medarbejderen på til at klare opgaverne, så mønstret bliver brudt. Det kan for eksempel ske ved at omfordele nogle opgaver, ændre på deadlines og ved at drøfte arbejdspladsens visioner og strukturer, og skabe dialog om, hvordan stress kan undgås.
5. Hav tålmodighed
Det er nemt at falde i fælden, hvor man som kollega og leder glemmer, at en medarbejder lige er kommet tilbage fra en stress-sygemelding, og at personen ikke er ved fuldt vigør. Det kræver tålmodighed fra kollegaer og ledelse – og tit tager det længere tid, end man tror, før en stressramt er tilbage i højeste gear. Forståelse for medarbejderens situation er afgørende for en sikker og gradvis tilbagevenden til arbejdet.
Gitte med stress kom tilbage til arbejde efter et stresskursus
Efter at have været sygemeldt med stress i mere end to måneder blev Gitte i slutningen af oktober henvist til et forløb, der hedder Åben og Rolig, som Aalborg Kommune tilbyder borgere, der er sygemeldt med stress. På kurset bruges meditation og afslapnings-øvelser som de primære værktøjer. Fokus er på, hvordan hjernen kan trænes til at blive bedre til at håndtere stress.
Læs mere om Gittes historie her.
Flere beretninger
Anna
Læs om, hvordan Anna kom tilbage på arbejde efter en stress-sygemelding, gennem et IPS-forløb her.
Læs om Annas forløb fra IPS-konsulentens perspektiv her.
Stressforeningens hjemmeside.
OM JOBMEDDIAGNOSE.DK
På jobmeddiagnose.dk har vi samlet al den viden, du som professionel har brug for, for bedst muligt at hjælpe borgere med psykiske lidelser i beskæftigelse. Vi tror på, at en åben dialog, samarbejde og en bedre forståelse af, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse, er vigtige elementer for at kunne hjælpe borgere med psykiske lidelser tilbage i beskæftigelse. På jobmeddiagnose.dk finder du blandt andet konkret viden om de enkelte diagnoser og relevant lovgivning, gode råd til den svære samtale og samarbejdet med virksomhederne samt konkrete eksempler på virksomme metoder, redskaber og indsatser.
