PTSD

PTSD er en stressreaktion som kan opstå efter voldsomme oplevelser som for eksempel krig eller vold, hvor man har følt stærk frygt, rædsel eller hjælpeløshed. Når man har PTSD har man gentagende oplevelser af flashbacks eller stærkt ubehag ved at blive udsat for omstændigheder, der minder om traumet.

HVAD ER PTSD?

Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) er en forsinket stressreaktion på svær psykisk belastning. PTSD kendes af mange, som de eftermen, der kan opstå hos soldater, der vender hjem fra krig med psykiske ar på sjælen. PTSD opstår dog også efter andre typer traumatiserende begivenheder, såsom voldtægt, seksuelt misbrug, partnervold, alvorlige ulykker, naturkatastrofer eller hvis man er vidne til voldsomme begivenheder.

SÅ MANGE HAR PTSD

Helt op mod 2 % af befolkningen skønnes at have PTSD.

En ny, stor undersøgelse, baseret på en lang række danske sundhedsregistre viser, at 0,4 % af den danske befolkning har PTSD (se vidensnotat).

Andre undersøgelser tyder dog på, at helt op mod 2 % har PTSD. Der er flere kvinder end mænd, og flere unge end ældre mennesker, der får PTSD (Psykiatrifonden).

Læs mere i vidensnotatet her.

Gode råd til mødet med flygtninge og andre med PTSD

Afdeling for Traume- og Torturoverlevere (ATT) i Region Syddanmark giver gode råd om PTSD, og hvordan man som professionel bedst møder flygtninge eller indvandrere med PTSD. ATT anbefaler følgende for borgermødet:

  1. Undgå tidlige eller lange møder, fordi personer med PTSD ofte sover dårligt.
  2. Undgå små møderum, hvor den PTSD-ramte skal sidde med ryggen mod døren, da det kan virke utrygt for personen.
  3. Gør aftaler skiftlige og foreslå at bruge besidder, eftersom den PTSD-ramte kan have problemer med koncentration og/eller hukommelse.
  4. Lav faste aftaler og undgå sagsbehandlerskift, for at understøtte kontinuitet og dermed tryghed.
  5. Afstem krav i forhold til personens behandling, eftersom det kan være meget krævende at deltage i PTSD-behandling.
  6. Brug tolk, selvom den PTSD-ramte, har et nogenlunde dansk, for at sikre klar kommunikation.
  7. Aftabuiser PTSD ved at tale åbent om det.
  8. Inddrag pårørende, hvis det er muligt.

Symptomer

Personen med PTSD genoplever ofte den traumatiske situation igen og igen, både i vågen tilstand som flashbacks, og i søvne, som drømme eller mareridt. Han eller hun føler oftest et stærkt ubehag forbundet med alt, hvad der minder om den traumatiske begivenhed. Nogle oplever hyppige episoder af tankemylder eller uforståelige og ukontrollerbare følelser. Symptomerne kan betyde, at personen ikke kan kende sig selv og dermed kan føle et tab af identitet.

Der ses ofte en psykisk overfølsomhed: Personen kan være irritabel, bliver let forskrækket, vred eller aggressiv, har svært ved at koncentrere sig og sover dårligt. For nogle PTSD-ramte giver tilstanden også fysiske symptomer, for eksempel i form af muskelsmerter og hovedpine. Nogle oplever tilmed delvise hukommelsessvigt, særligt over for den traumatiske begivenhed. For mange får PTSD konsekvenser for de nære relationer og evnen til at fungere som forælder.

Omkring halvdelen af dem, der har fået stillet diagnosen PTSD, har også diagnosen depression, og der er en høj andel af personer, der lider af PTSD, som også er alkohol- eller stofafhængige eller har et misbrug. Det hænger formentlig sammen med forsøg på selvmedicinering for PTSD-symptomerne.

 

Årsager

Den primære årsag til PTSD er oplevelsen af en stærkt belastende og traumatisk begivenhed. Man kan se en sammenhæng mellem styrken og varigheden af den traumatiske begivenhed og sværhedsgraden af PTSD. Hos personer, der har været udsat for flere traumatiske begivenheder, må udviklingen af PTSD forstås som reaktion på den samlede traumehistorik, selvom det ofte er en bestemt hændelse, der er den udløsende faktor for lidelsen.

 

Behandling

Personer der udviser symptomer på PTSD bør søge hjælp tidligt, da tilstanden uden en effektiv behandlingsindsats kan udvikle sig til kronisk PTSD. PTSD kan behandles med en række forskellige psykoterapeutiske behandlinger eller med antidepressiv medicin af typen SSRI.

Traumefokuseret kognitiv adfærdsterapi har vist den største effekt. Derudover har kognitiv adfærdsterapi, psykologisk stresskontrolbehandling, Eye Movement Desensitisation and Reprocessing (EMDR) og Somatic Experiencing vist sig virksomme mod PTSD.

Veteraner vil i de fleste tilfælde kunne få behandling gennem Forsvarets eget netværk af psykologer og det krise- og katastrofepsykiatriske tilbud.

 

Film om, hvad PTSD indebærer, og hvad man kan gøre ved den:

Se forskellige korte film fra Psykiatrifonden om, hvad PTSD indebærer, og hvad man kan gøre ved den her.

 

Pjece om symptomer på og behandling for PTSD

Se pjece fra Veterancenteret om symptomer på og behandling for PTSD her.

 

Kilde: Psykiatrifonden

Erfaringer med arbejdsmarkedsrettet indsats til veteraner med PTSD

De sidste fem-seks år er der sket væsentlige fremskridt i indsatsen over for veteraner med PTSD. Der er nu tre specialiserede behandlingsklinikker i landet mod tidligere kun én.
Mulighederne for at få anerkendt PTSD som arbejdsskade er forbedret, og stadig flere får udbetalt erstatning. Forsvarets Veterancenter har oprustet med flere socialrådgivere, psykologer, mentorer og beskæftigelsesrådgivere, og en snes kommuner har ansat veterankoordinatorer, som kan bistå veteranerne med at finde vej i det kommunale hjælpeapparat.

Men trods alle anstrengelser er der stadig mange veteraner, der har en hverdag præget af social isolation, angst, søvnproblemer, misbrug, sikkerhedsadfærd eller oplevelse af meningsløshed.

 

Projekt tættere på arbejdsmarkedet med et godt hverdagsliv

Der er dog gode erfaringer fra Projekt Tættere på arbejdsmarkedet med et godt hverdagsliv. Projektet har i perioden fra november 2015 til februar 2017 tilbudt en sammenhængende, socialt rehabiliterende indsats til en gruppe på 24 veteraner, der har været i behandling for PTSD. Ideen med projektet har været at lette presset på veteranerne, ved at hjælpe dem med at få ryddet op i hverdagens kaos og få nogle gode oplevelser, som kan lægges i den anden vægtskål – dér hvorfra livslysten og troen på en bedre fremtid skal vokse.

 

Erfaringer fra Projekt Tættere på arbejdsmarkedet med et godt hverdagsliv

Video
Fire veteraner fortæller en del af deres historie. Se video om, hvordan det kan være at have PTSD, og hvad det kan betyde at få en indsats som i projektet: “Tættere på arbejdsmarkedet med et godt arbejdsliv”. Se videoen her.

Hæfte
Hæftet “Bedre hverdag for veteraner med PTSD” udgivet af Handicapidrættens Videnscenter, handler om erfaringerne fra projekt “Tættere på arbejdsmarkedet med et godt hverdagsliv. Læs hæftet her.

Se Trine fortælle om, hvordan det er at være ung og have PTSD



Finn Nielsen fik PTSD efter en trafikulykke i 2011

Hans symptomer består af flashbacks, han er overfølsom over for lys og høje lyde. Og så har sygdommen gjort ham til en kontrolfreak. Se Finn fortælle om det i filmen her.

 

Hør Podcast, hvor Susanne fortæller om hendes liv med PTSD efter en massevoldtægt

Hør podcasten fra Psykiatrifonden her.

Du kan læse mere om, hvor man kan få hjælp og støtte som krigsveteran hos Veterancenteret her.

Eller hos interesseorganisationen Veteranalliancen her.

OM JOBMEDDIAGNOSE.DK

På jobmeddiagnose.dk har vi samlet al den viden, du som professionel har brug for, for bedst muligt at hjælpe borgere med psykiske lidelser i beskæftigelse. Vi tror på, at en åben dialog, samarbejde og en bedre forståelse af, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse, er vigtige elementer for at kunne hjælpe borgere med psykiske lidelser tilbage i beskæftigelse. På jobmeddiagnose.dk finder du blandt andet konkret viden om de enkelte diagnoser og relevant lovgivning, gode råd til den svære samtale og samarbejdet med virksomhederne samt konkrete eksempler på virksomme metoder, redskaber og indsatser.