Recovery
Recovery, eller psykosocial rehabilitering, som det til tider også kaldes, handler om at komme sig over psykiske vanskeligheder og overvinde de sociale følgevirkninger, de kan medføre. Dette sker på ens egne præmisser, men i en social kontekst.
Definition af recovery
En ofte anvendt definition af recovery er: ”Recovery handler om at skabe sig et meningsfuldt og tilfredsstillende liv, sådan som personerne selv definerer det, med eller uden symptomer og problemer, som kan komme og gå” (Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering, 2013).
Ved recovery definerer personen med de psykiske vanskeligheder selv deres egen version af det gode liv og måden, hvorpå det skal opnås – også selvom de har og vil vedblive med at have psykiske vanskeligheder. Ved recovery har man fokus på det raske og på personens ressourcer og det, han/hun kan håndtere og mestre (salutogenetisk tilgang). Samtidig indebærer recovery en erkendelse af, at personer med den samme diagnose håndterer deres vanskeligheder meget forskelligt. Det er derfor til dels også et opgør med diagnoserne. Et opgør mod at blive stigmatiseret og sat i bås som sygdommen selv . En person er således ikke en autist, men påvirkes af en autismespektrumforstyrrelse. Recovery hænger derfor også tæt sammen med tanken om menneskerettigheder og empowerment.
Recovery skal dog ikke kun forstås som en dybt personlig proces, men bliver ofte også forstået som en social process. Recovery som social proces har fokus på de omgivelser og aktiviteter, personen indgår i. Derved bliver omgivelserne også en faktor, som kan hindre eller fremme recovery, ligesom personens inklusion på arbejdspladsen kan være en indikator for, hvor langt personen er i sin recoveryproces. Denne tilgang ligner derved den sociale handicapmodel, som er grundlaget for eksempelvis FN’s handicapkonvention (se mere under Centrale begreber).
Klinisk recovery er en tredje tilgang til recovery. Denne tilgang udspringer af behandlings- og rehabiliteringsmiljøerne og har fokus på recovery som et resultat, der kan måles ud fra tilstedeværelse af symptomer eller personens funktionsevne. Formålet med klinisk recovery er derved at blive rask, objektivt set. Når man arbejder med personer med psykiske lidelser i en kommune, kan alle tre måder at anskue recovery på være relevante – afhængig af, hvem man skal samarbejde med og med hvilket formål.
I en samtale med borgeren kan recovery eksempelvis primært handle om personens egen opfattelse af, hvad han eller hun ønsker sig for fremtiden. I dialogen med en virksomhed kan det afgørende være at få tilpasset arbejdspladsforholdene (omgivelserne), og på et rehabiliteringsteammøde kan fokus være på funktionsevne og klinisk recovery.
Se Patricia Deegan, der er talsmand for personer med handicaps rettigheder, psykolog og forsker, fortælle om recovery her:
Den recovery-orienterede indsats
Recovery kan ikke tilbydes som en indsats, men som en proces, som de fagprofessionelle kan støtte borgeren mere eller mindre i. De professionelle kan enten medvirke til at hæmme eller fremme recovery, igennem den måde, de møder den enkelte på. Derfor kan man tale om recovery-orienterede eller recovery-understøttende indsatser.
Det er en proces, som finder sted i det liv, man lever, og hvor både den enkelte selv og omgivelserne spiller en central rolle. Det er meget forskelligt, hvordan mennesker kommer sig, men det involverer som minimum en personlig indsats og en social proces, hvor ens livsmuligheder og måde at være i verden på forandrer sig. Oftest er denne proces ikke kun fremadskridende, men rummer både fremgang og tilbageskridt. Der findes en lang række forskelligartede recovery-orienterede modeller (ImROC, IMR, WERP, CRM, WRAP) og mange værktøjer til at måle og kortlægge recovery-orineterede indsatser på. En sammenfattende forskningsoversigt fra 2011 (“Conceptual framework for personal recovery in mental health: systematic review and narrative synthesis”. Publiceret I: The British Journal of Psychiatry (2011) 199, 445–452) peger på følgende betydningsfulde og fremmende tværgående elementer for recovery-processer. Elementerne har fået betegnelsen CHIME, der dækker over: Connection, Hope, Identity, Meaning og Empowerment:
- Tilknytning: Tilknytning opnås ved at indgå i sociale relationer og fællesskaber samt ved at få social støtte af ligesindede, professionelle og netværk.
- Håb og fremtidsoptimisme: En positiv tænkning med fokus på håb, drømme og fremtidsoptimisme fx ved at tro på muligheden for at komme sig, at være motiveret for forandring, værdsætte succesoplevelser samt at være i relationer, som giver håb.
- Identitet: Mulighed for at (gen)opbygge og redefinere en positiv identitet og overvinde stigmatisering.
- Mening: Mening indebærer muligheden for at (gen)finde meningen med livet og med de oplevelser, som har været præget af de psykiske vanskeligheder. Mening med livet handler også om oplevelse af livskvalitet, sociale roller og mål samt spiritualitet.
- Empowerment: Empowerment indebærer at genvinde magten og kontrollen over eget liv, med afsæt i egne ressourcer og støtte fra ligestillede.
Når den fagprofessionelle arbejder med at understøtte borgerens personlige recovery, er elementerne i CHIME vigtige at forholde sig til og integrere i arbejdet.
For at understøtte en recovery-orienteret indsats for borgeren kan det være vigtigt at støtte borgeren med at indgå i sociale relationer, fællesskaber og netværk. Det har da også i mange år været centralt at afdække og arbejde med personens netværk, når man har vurderet arbejdsevne – førhen gennem ressourceprofilen og i dag eksempelvis ved brug af STAR’’s skabelon til rehabiliteringsplanens forberedende del.
Det har dog traditionelt været mere udbredt at fokusere på netværk på det sociale område – specielt børneområdet. ”Familie og netværk” er da også et afgørende element i ICS metoden til udsatte børn og unge, ligesom funktionsevnemetoden for voksne (VUM) har personens ”sociale liv” som et af dens centrale temaer.
Professionelle på beskæftigelsesområdet kan således lære noget af erfaringer fra det sociale områdes med at optegne og aktivere netværk via eksempelvis netværkskort. Man kan finde inspiration ved at kigge på Socialstyrelsens netværkskort til unge.
Netværkskortet fungerer ved at man sammen med borgeren optegner alle personer som borgeren har en relation til. Dette gøres i forskellige felter: familie, slægt, andre (naboer, venner m.fl.), arbejde/uddannelse og professionelle. Derefter tegnes der pile mellem de personer som har relationer til hinanden. I forbindelse med udfyldelse af netværkskortet kan man eksempelvis stille følgende spørgsmål til borgeren:
- Hvilke vigtige personer findes i dit liv?
- Hvem kender til, hvordan du har det?
- Hvem kan du tale med eller få hjælp fra?
- Hvem af dem kender til dine problemer?
Et sådan kort kan være med til at give borgeren og sagsbehandleren et klarere billede af hvem som kan støtte borgeren, og hvor borgeren mangler støtte. I forhold til en recovery-orienteret indsats kan tilknytning dog også forstås bredere – nemlig hvorvidt borgeren er del af sociale fællesskaber eller lokalmiljøer som kan give borgeren en oplevelse af tilknytning, tilhørsforhold og derigennem identitet. Der kan således også være en pointe i, at man sammen med borgeren undersøger om flere personer i borgerens netværk tilsammen repræsenterer et vigtigt socialt fællesskab.
Håb, fremtidsoptimisme og positiv identitet er centrale elementer af en recovery-orienteret proces. Derved vil anerkendende og ressourceorienteret metoder også kunne understøtte recovery.
Megen praksislitteratur om anerkendende og ressourceorienterede metoder bygger på ideer fra Appreciative Inquiry (AI). AI blev udviklet af Cooperrider og Srivasta i slutningen af 1980’erne med fokus på organisationer og erhvervslivet, men er sidenhen blevet en inspirationskilde til både pædagogisk og socialt arbejde. AI bygger på det heliotropiske princip fra planteverdenen: Heliotroper drejer sig efter solen, som for eksempel solsikker gør det. Overført til mennesker går princippet ud på, at vi handler ud fra vores forestillinger om verden og fremtiden, og at positive forestillinger og fortællinger om aktuelle og fremtidige situationer medfører positive handlinger (rosenthal-effekten).
Fokus på ressourcer har i mange år været en integreret del af den beskæftigelsesrettede indsats. Først med indførslen af ressourceprofilen i 2003, som det centrale værktøj i arbejdsevnemetoden. Senere hen med blandt andet indførslen af ressourceforløbet.
Det Dobbelte Blik er et bud på et mindset – det vil sige, at det ikke er en standardiseret metode, men et repertoire af redskaber og praksisser som sætter fokus på ressourcer. Det dobbelte blik er skabt på grundlag af et femårigt forskningsprojekt fra Roskilde Universitet, der satte fokus på udsatte børn og unges ’særlighed’ som en ressource: Forskningen viste, at mindsettet fremmer livskvalitet og livsduelighed hos udsatte børn og unge – og gav en ny tro – og glæde i arbejdet for de fagprofessionelle. Et eksempel på et redskab er deres vend-på-hovedet-workshop. Denne øvelse er inspireret af strukturen og tankerne i fremtidsværkstedsmetoden, som Robert Jungk oprindeligt introducerede i slutningen af 1950’erne. Metoden er et redskab til at vende folks magtesløshed til en mulighed for at komme med konstruktive forslag til fremtiden gennem den kreativitetsskabende proces.
Ved vend-på-hovedet-workshoppen er emnet de særlige handle- og væremåder, der bliver betragtet som problematiske eller udfordrende. Man kan vælge at formulere det generelt, eller man kan vælge at bede deltagerne fokusere på handle- og væremåder hos specifikke borgere som de kender og har en funktion i forhold til. På baggrund af flere afholdte workshops er der blandt andet udarbejdet en særlig ordbog. Den består af workshopdeltagernes negativt ladede ord samt ‘oversættelser’ af disse ord – altså hvilke potentialer eller ressourcer der kunne ligge i de handle- og væremåder, som ordene adresserer. Denne metode går altså et skridt længere end, at en diagnose ikke må blive de briller hvor igennem vi betragter en person med en psykisk lidelse. Ved det dobbelte blik skal man finde det positive i de symptomer, som der elles kan synes så problematiske.
Et eksempel kunne være den høje aktivitet som mange med ADHD har. Det kan både ses som en udfordring og en ressource. Det samme kan siges om særinteresser for en personer med en autismespektrumforstyrrelse. Man kan således også lave en særlig ordbog for personer med psykiske lidelser.
Et vigtigt element i en recoveryproces er at personen finder mening med sit liv, i forhold til de psykiske vanskeligheder personer har oplevet. Dette vil ofte være en meget personlig proces, som professionelle ikke kan styre, men dog bidrage til og understøtte. Det kunne eksempelvis handle om at borgeren modtog terapi, herunder kognitiv terapi såsom ACT (Acceptance and Commitment Therapy). Arbejdspladsbaseret individuel og gruppebaseret kognitiv adfærdsterapi har da også vist sig effektivt i forhold til arbejdsfastholdels af beskæftigede sygemeldte med stress, angst og affektive lidelser.
Det kunne også dreje sig om anden personlig støtte såsom mindfulness, coaching eller mentorstøtte. Som sagsbehandler kan man naturligvis også hjælpe borgeren finde mening under samtaleforløb, men hvis man vil sikre en mere vedvarende støtte, kunne man hjælpe borgeren med at finde ud af, hvem i deres netværk som kunne støtte denne personlige rejse.
Hvis professionelle skal lykkes med at bidrage til en recoveryproces er borgerinddragelse og empowerment afgørende.
Borgerinddragelse kan da også have positive konsekvenser for borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet. Det viser en evaluering af det såkaldte empowermentprojekt som STAR har gennemført i 30 kommuner. Princippet bag projektet har været at lade de informationer, borgeren selv kommer med om sine mål, ønsker og barrierer, styre beslutninger om indsatsen. Dette ud fra tanken om at det vil føre til, at borgeren så selv tager en del af opgaverne på sig og løser dem på egen hånd. I evalueringen af projektet opstilles fem hypoteser:
1. Tillid:
Når borgeren har tillid til sagsbehandleren, øges informationsflowet fra borger til sagsbehandler. Et godt informationsgrundlag øger sagsbehandlerens mulighed for at give den rette indsats og støtte på det rette tidspunkt. Det er derfor fremmende for progression, når borgeren har tillid til sagsbehandleren. Analysen viser, at følgende fire punkter er centrale for, at borgeren oplever, at der er etableret en tillidsfuld relation:
- Sagsbehandlerkontinuitet: At borgeren har samme sagsbehandler over længere tid.
- Tilgængelighed: At borgeren oplever, at sagsbehandleren er tilgængelig for modtagelse af borgerens information.
- Tilpasset responstid: At borgeren oplever, at sagsbehandleren reagerer inden for en passende tid på den information, som borgeren giver. Det kan fx være, når borgeren selv har fundet en praktik eller er i risiko for at forlade praktik.
- Koordinering og inddragelse: At borgeren oplever, at sagsbehandleren agerer koordinerende og inddragende, fx i forhold til behandlere og netværk.
2. Egne mål:
Når borgeren har en plan baseret på egne mål, aktiverer borgeren egne ressourcer, og dermed øges chancerne for progression. Analysen viser, at det ofte kommer til udtryk ved at borgeren selv finder en praktikplads, eller bruger sit netværk fx til at overkomme barrierer eller finde en praktikplads.
3. Egne barrierer:
Borgeren har ofte selv en klar ide om, hvilke barrierer der står i vejen for beskæftigelse. Når der arbejdes med de barrierer, borgeren selv peger på, øges chancerne derfor for progression. Ofte er det ikke borgerens grundlæggende udfordringer, fx fysisk eller psykisk sygdom, som borgeren peger på, står i vejen for arbejde. I stedet er det barrierer, der er afledt af de primære udfordringer, fx mobilitet, økonomi, bolig og hjem og tro på egne evner.
4. Ansvar i praktik:
Når borgeren får ansvar med arbejdsopgaver i en virksomhedspraktik, der er afstemt med borgerens egne mål i planen, sker der ofte en positiv udvikling i borgerens progression. Det vil dog kræve at borgeren er i stand til at håndtere arbejdsopgaverne.
5. Selverfaret helbred:
En indsats, der giver borgeren en positiv erfaring med arbejdsevnen, medvirker samtidig positivt på borgerens selvvurderede (-erfarede) helbred. Når man vil fremme borgerens tro på egne arbejdsevner og løfte borgerens selverfarede helbred, er det særligt vigtigt at sikre, at borgeren opnår positive erfaringer med arbejdsevnen gennem praktik og at der anvendes en mentor til at understøtte, at borgeren gennemfører og opnår positive erfaringer fra praktikken.
Læs mere om recovery i den systematiske vidensopsamling om recovery-orienterede praksisser udgivet af Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering her.
Læs mere om recovery på Socialstyrelsens hjemmeside her.
Læs mere om voksenudredningsmetoden her.
Læs mere om ICS-metoden her.
Se Socialstyrelsens netværkskort til unge her.
Læs om forskningsprojektet bagved Det dobbelte blik her.
Se lille video fra Specialisterne om at gøre negative karaktertræk til positive kompetencer her.
Læs mere om empowermentprojektet her.
OM JOBMEDDIAGNOSE.DK
På jobmeddiagnose.dk har vi samlet al den viden, du som professionel har brug for, for bedst muligt at hjælpe borgere med psykiske lidelser i beskæftigelse. Vi tror på, at en åben dialog, samarbejde og en bedre forståelse af, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse, er vigtige elementer for at kunne hjælpe borgere med psykiske lidelser tilbage i beskæftigelse. På jobmeddiagnose.dk finder du blandt andet konkret viden om de enkelte diagnoser og relevant lovgivning, gode råd til den svære samtale og samarbejdet med virksomhederne samt konkrete eksempler på virksomme metoder, redskaber og indsatser.