• Generaliseret angst

    Generaliseret angst er karakteriseret ved at være til stede stort set hele tiden som en grundlæggende følelse af uro eller ængstelse. Angsten siges at være ”fritflydende”, det vil sige at den ikke angår noget specifikt. Den manifesterer sig dog ofte i bekymringer. Bekymringerne kan angå mange ting, for eksempel dagligdags gøremål, arbejde, økonomi, helbred, mulige ulykker og så videre, og kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget i bevidstheden. Den grundlæggende angstfølelse kan give et stort behov for at have kontrol, og det kan derfor være svært at håndtere, når der opstår problemer eller uafklarede situationer. Generaliseret angst kan også gå ud over koncentrationsevnen og give udfordringer i skole og arbejdsliv. Ængstelsen og/eller bekymringerne kan således fylde så meget, at det medfører en nedsat evne til at fungere i dagligdagen.


    Symptomer

    Personen med generaliseret angst vil ofte udtrykke frygt for at komme til skade eller at andre kommer til skade. Måden, angsten kommer til udtryk varierer, men kan typisk være i form af vedvarende nervøsitet, rysten, muskelspændinger, sveden, hjertebanken, svimmelhed og uro i maven. Mange patienter henvender sig derfor til lægen med de fysiske symptomer frem for den psykiske mistrivsel, og ofte opdager lægen ikke, at der er tale om en angsttilstand.

    Generaliseret angst optræder ofte sammen med andre angsttilstande som for eksempel fobier eller panikangst, og med depression. Amerikanske studier indikerer, at 90 % af dem, der har generaliseret angst, har mindst én anden psykisk lidelse i løbet af deres liv. Depression er den sygdom, der hyppigst forekommer sammen med generaliseret angst.


    Årsager

    Nogle mennesker vil have en højere genetisk risiko end andre for at udvikle en generaliseret angst. Den genetiske disponering for generaliseret angst tyder desuden på, også at være en risikofaktor for depression. Det miljø man befinder sig i, påvirker også risikoen for at udvikle generaliseret angst. Personer, der har været udsat for omsorgssvigt i barndommen, udvikler oftere generaliseret angst som voksne.

     

    Behandling

    Generaliseret angst behandles enten med antidepressiv medicin eller med kognitiv adfærdsterapi, eller med en kombination af både medicinsk og psykoterapeutisk behandling. Kognitiv adfærdsterapi har generelt en mere varig virkning end den medicinske behandling, men ofte vil der være nogle restsymptomer efter endt behandlingsforløb. Mange patienter slipper aldrig helt af med deres angst, og har kroniske symptomer med vekslende sværhedsgrad.


    Kilde: Psykiatrifonden