Definition af recovery
En ofte anvendt definition af recovery er: ”Recovery handler om at skabe sig et meningsfuldt og tilfredsstillende liv, sådan som personerne selv definerer det, med eller uden symptomer og problemer, som kan komme og gå” (Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering, 2013)
Recovery
Recovery, eller psykosocial rehabilitering, som det til tider også kaldes, handler om at komme sig over psykiske vanskeligheder og overvinde de sociale følgevirkninger, de kan medføre. Dette sker på ens egne præmisser, men i en social kontekst.
Ved recovery definerer personen med de psykiske vanskeligheder selv deres egen version af det gode liv og måden, hvorpå det skal opnås – også selvom de har og vil vedblive med at have psykiske vanskeligheder. Ved recovery har man fokus på det raske og på personens ressourcer og det, han/hun kan håndtere og mestre (salutogenetisk tilgang). Samtidig indebærer recovery en erkendelse af, at personer med den samme diagnose håndterer deres vanskeligheder meget forskelligt. Det er derfor til dels også et opgør med diagnoserne. Et opgør mod at blive stigmatiseret og sat i bås som sygdommen selv . En person er således ikke en autist, men påvirkes af en autismespektrumforstyrrelse. Recovery hænger derfor også tæt sammen med tanken om menneskerettigheder og empowerment.
Recovery skal dog ikke kun forstås som en dybt personlig proces, men bliver ofte også forstået som en social process. Recovery som social proces har fokus på de omgivelser og aktiviteter, personen indgår i. Derved bliver omgivelserne også en faktor, som kan hindre eller fremme recovery, ligesom personens inklusion på arbejdspladsen kan være en indikator for, hvor langt personen er i sin recoveryproces. Denne tilgang ligner derved den sociale handicapmodel, som er grundlaget for eksempelvis FN’s handicapkonvention (se mere under Centrale begreber).
Klinisk recovery er en tredje tilgang til recovery. Denne tilgang udspringer af behandlings- og rehabiliteringsmiljøerne og har fokus på recovery som et resultat, der kan måles ud fra tilstedeværelse af symptomer eller personens funktionsevne. Formålet med klinisk recovery er derved at blive rask, objektivt set. Når man arbejder med personer med psykiske lidelser i en kommune, kan alle tre måder at anskue recovery på være relevante - afhængig af, hvem man skal samarbejde med og med hvilket formål.
I en samtale med borgeren kan recovery eksempelvis primært handle om personens egen opfattelse af, hvad han eller hun ønsker sig for fremtiden. I dialogen med en virksomhed kan det afgørende være at få tilpasset arbejdspladsforholdene (omgivelserne), og på et rehabiliteringsteammøde kan fokus være på funktionsevne og klinisk recovery.
Se Patricia Deegan, der er talsmand for personer med handicaps rettigheder, psykolog og forsker, fortælle om recovery her:
-
Den recovery-orienterede indsats
Recovery kan ikke tilbydes som en indsats, men som en proces, som de fagprofessionelle kan støtte borgeren mere eller mindre i. De professionelle kan enten medvirke til at hæmme eller fremme recovery, igennem den måde, de møder den enkelte på. Derfor kan man tale om recovery-orienterede eller recovery-understøttende indsatser.
Det er en proces, som finder sted i det liv, man lever, og hvor både den enkelte selv og omgivelserne spiller en central rolle. Det er meget forskelligt, hvordan mennesker kommer sig, men det involverer som minimum en personlig indsats og en social proces, hvor ens livsmuligheder og måde at være i verden på forandrer sig. Oftest er denne proces ikke kun fremadskridende, men rummer både fremgang og tilbageskridt. Der findes en lang række forskelligartede recovery-orienterede modeller (ImROC, IMR, WERP, CRM, WRAP) og mange værktøjer til at måle og kortlægge recovery-orineterede indsatser på. En sammenfattende forskningsoversigt fra 2011[1] peger på følgende betydningsfulde og fremmende tværgående elementer for recovery-processer. Elementerne har fået betegnelsen CHIME, der dækker over: Connection, Hope, Identity, Meaning og Empowerment:
Tilknytning: Tilknytning opnås ved at indgå i sociale relationer og fællesskaber samt ved at få social støtte af ligesindede, professionelle og netværk.
Håb og fremtidsoptimisme: En positiv tænkning med fokus på håb, drømme og fremtidsoptimisme fx ved at tro på muligheden for at komme sig, at være motiveret for forandring, værdsætte succesoplevelser samt at være i relationer, som giver håb.
Identitet: Mulighed for at (gen)opbygge og redefinere en positiv identitet og overvinde stigmatisering.
Mening: Mening indebærer muligheden for at (gen)finde meningen med livet og med de oplevelser, som har været præget af de psykiske vanskeligheder. Mening med livet handler også om oplevelse af livskvalitet, sociale roller og mål samt spiritualitet.
Empowerment: Empowerment indebærer at genvinde magten og kontrollen over eget liv, med afsæt i egne ressourcer og støtte fra ligestillede.
Når den fagprofessionelle arbejder med at understøtte borgerens personlige recovery, er elementerne i CHIME vigtige at forholde sig til og integrere i arbejdet.
[1] “Conceptual framework for personal recovery in mental health: systematic review and narrative synthesis”. Publiceret I: The British Journal of Psychiatry (2011) 199, 445–452.