• Hvad indebærer det at have autisme?

    Symptomer

    Autisme spektrum forstyrrelser har det tilfælles, at de viser sig som afvigelser i:

    1. Sociale færdigheder,
    2. Kommunikative færdigheder
    3. Forestillingsevnen, hvilket kommer til udtryk i begrænsede, stereotype og ensformige interesser og aktiviteter.

    Ved infantil autisme kan diagnosen stilles allerede før barnet er 3 år, mens mindre udtalte forstyrrelser typisk først opdages, når barnet kommer i skolealderen. Atypisk autisme vil i nogle tilfælde vise sig senere i barnets udvikling, og i nogle tilfælde er et af de tre kernesymptomer ikke til stede.

    Mindre udtalte forstyrrelser adskiller sig fra de øvrige typer forstyrrelser ved, at børn med dette syndrom har et normalt udviklet sprog og er normalt begavede. De identificeres derfor ofte først et par år senere, i forbindelse med at der stilles større sociale krav til barnet. For de mindre udtalte forstyrrelser er det karakteristisk, at barnet har meget begrænsede interessefelter, og gentager sine aktiviteter.

    Autisme spektrum forstyrrelse ses meget ofte i kombination med andre psykiske lidelser, især forskellige former for angst, såsom social angst, fobi og OCD. Autisme spektrum forstyrrelser ses også tit sammen med ADHD og adfærdsforstyrrelser.

     

    Årsager

    Årsagerne til autisme spektrum forstyrrelse er endnu ikke kortlagt. Man ved dog, at genetik spiller en stor rolle. OCD, der er karakteriseret ved tvangshandlinger, menes at være relateret til autisme spektrum forstyrrelse. Der ses således også en forhøjet risiko for at få en autisme spektrum forstyrrelse, hvis man har en forælder med OCD. Miljømæssige faktorer under graviditeten kan måske spille en rolle for udviklingen af autisme spektrum forstyrrelser.

     

    Behandling

    Der findes ingen behandling, der kan helbrede autisme spektrum forstyrrelser. Behandlingen fokuserer derfor på at forbedre bestemte symptomer, alt efter den enkeltes behov, ved hjælp af pædagogisk-psykologiske indsatser. Det er vigtigt, at behandlingen startes tidligt for at få de bedst mulige resultater.


    Kilde: Psykiatrifonden


    Folder om forskellige autismediagnoser og tilgange

    Autismeforeningen har lavet en folder, som beskriver hvordan der findes en lang række autismediagnoser samt at tilgangen til en person med en autisme spektrum forstyrrelse afhænger af om man er sagsbehandler, virksomhed, psykiater eller pårørende. Du finder den her.