Centrale begreber

Vi er gået fra en medicinsk til en relationel forståelse af handicap. I dag har man derfor ikke kun fokus på lægelige barrierer hos den enkelte person, men i ligeså høj grad om der er kompenseret for barriererne.

Før i tiden opfattede man handicap som en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som blev kendetegnet ved nogle lægeligt bestemte barrierer hos den enkelte person. Personer med handicap blev placeret på institutioner uden for samfundet som blandt andet blev betegnet åndsvageanstalter.

Ikke længere kun lægeligt bestemt
Siden 1970’erne har vi lagt ideen om en særforsog, som tog sig af personer med handicap, bag os (dette kan ses som et udtryk for det ”integrationsprincip”, der er omtalt i boksen til højre). Et handicap opfattes nu ikke længere ud fra nogle lægeligt bestemte barrierer, som nødvendigvis afholder en person fra at forsørge sig selv og indgå i samfundet på lige fod med andre. Derudover er handicap nu ikke længere blot barrierer knyttet til den enkelte person, men i ligeså høj grad et problem ved måden, vi har indrettet vores samfund på.

Forskel på funktionsnedsættelse og handicap
Vi er derfor gået fra en såkaldt medicinsk til  en relationel eller social handicapmodel, hvor man strengt taget i dag kun har et handicap, hvis man ikke kan kompenseres i sit hverdags- og arbejdsliv for  de funktionsnedsættelser, som det lægeligt medfører.

Vi skelner derfor i dag mellem begrebet ”funktionsnedsættelse” og ”handicap”. En funktionsnedsættelse kan beskrives rent medicinsk som begrænsninger i kroppen eller den mentale funktionsevne ved en diagnose.

Man har derimod kun et handicap, hvis man oplever et reelt tab eller begrænsning af mulighederne for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Handicap beskriver på den måde relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser – herunder mangler ved den måde, omgivelserne er indrettet på i forhold til personen med funktionsnedsættelsen.

FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap fra 2006 fastslår således i dens artikel 1:

”Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.”

Handicapbegrebet i dansk ret
I dansk ret er der ikke en konsekvens sproglig anvendelse af begrebet handicap, ligesom der ikke er en ensartet beskrivelse af personer med handicap som målgruppe for individuel retlig regulering. I den juridiske litteratur, såsom Kirsten Ketscher: Socialret, er der dog defineret en række handicapretlige grundprincipper. Disse principper indgår som vigtige fortolkningskriterier, når personer med handicap skal have fastlagt deres individuelle retsstilling af domstolene og administrative myndigheder.

• Ligebehandlingsprincippet 
  Svarer til et grundlæggende forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Ligebehandlingsprincippet er ikke til hinder for, at man via lovgivningen kan tillade positive særforanstaltninger, for eksempel fortrinsadgang, for at fremme den reelle ligestilling på længere sigt.

• Integrationsprincippet 
  Personer med handicap har ret til at indgå i det almindelige samfundsliv og livsmønster i forhold til bolig, arbejde, fritid med videre, på den måde, at ligestillingen reelt bliver fremmet

• Kompensationsprincippet 
  Personer med handicap skal i form af for eksempel omsorg, økonomisk støtte eller naturalieydelser så vidt muligt kompenseres for gener i forhold til livskvalitet og øvrige udfoldelsesmuligheder, som handicappet medfører.

• Beskyttelsesprincippet
  Er traditionelt og i ældre tid blevet brugt som begrundelse for at isolere personer med handicap mod farer i form af udnyttelse og lignende, der kunne komme fra det øvrige samfund. Dette "hensyn" er i en vis udstrækning i modstrid med både integrations- og ligebehandlingsprincippet, men finder anvendelse på afgrænsede områder i lovgivningen, for eksempel Værgemålsloven og reglerne om lovlig magtanvendelse på det sociale område.

• Værdigheds- og integritetsprincippet
  Svarer til artikel 17 i FN’s handicapkonvention, der handler om fysisk og psykisk integritet. Personer med handicap skal så vidt muligt bestemme over eget liv og kunne fungere så selvstændigt som muligt. Både myndigheder og arbejdsgivere skal sikre, at personens værdighed og integritet ikke krænkes.

• Sektoransvarlighedsprincippet
  Spørgsmål fra personer med handicap om hjælp eller støtte behandles af samme myndighed, som behandler tilsvarende spørgsmål fra alle andre personer. Kan siges at udmønte integrationsprincippet på myndigheds- og organisatorisk niveau.

Forskelsbehandlingsloven

En psykisk lidelse er ikke i sig selv et handicap, men kan føre til en funktionsnedsættelse, som hindrer personen i at deltage i arbejdslivet. Et handicap eksisterer altså først, når det medfører begrænsninger i eksempelvis arbejdslivet.

I vejledningen til Forskelsbehandlingsloven, som specifikt handler om arbejdslivet, bliver der gennemgået en række principielle afgørelser fra EU-domstolen og Højesteret, hvor der bliver opridset en række kriterier for, hvad et handicap indebærer i forhold til forskelsbehandling:

• En tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom
• Når sygdommen medfører en begrænsning af lang varighed som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader
• Som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere

Som i FN’s handicapkonvention er handicap derfor ikke det samme som den lægeligt diagnosticerede sygdom, og heller ikke det samme som den begrænsning eller funktionsnedsættelse, der kan fremkomme heraf. Et handicap eksisterer først, når begrænsningen hindrer lige deltagelse i blandt andet arbejdslivet. En psykisk lidelse er derfor ikke i sig selv et handicap, men kan føre til en funktionsnedsættelse, som hindrer personen i at deltage i arbejdslivet (se mere under: Psykiske lidelser og beskæftigelse).

Uanset sprogbrug skal man være opmærksom på, at der skal være tale om en langvarig funktionsnedsættelse, for at der kan være tale om et handicap. Hvor langvarig, findes der ikke en klar definition af i skrevne retsregler, men domstolene og Ligebehandlingsnævnet har i forskellige sammenhænge forholdt sig hertil.

Det er en konkret, individuel vurdering, om en begrænsning er eller forventes at være af så lang varighed, at den falder ind under begrebet handicap.

Eksempler fra lovgivningen

EU-Domstolen har i de forenede sager Ring og Werge (C-335/11 og C-337/11) behandlet spørgsmålet om varighed. EU-Domstolen udtaler i præmis 45 blandt andet følgende:
"Det skal følgelig fastslås, at hvis en helbredelig eller uhelbredelig sygdom medfører en begrænsning som følge af blandt andet fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og hvis denne begrænsning er af lang varighed, kan en sådan sygdom henhøre under begrebet »handicap« som omhandlet i direktiv 2000/78.”

Ligebehandlingsnævnet har i blandt andet følgende sager udtalt sig om varighedskriteriet og det forhold, at det er den konkrete prognose på afskedigelsestidspunktet, der er afgørende for vurderingen:
J.nr. 18-59359: En person med følger efter blodpropper og hjerneblødning blev afskediget efter otte måneders sygdom med henvisning til ”omstrukturering”. På afskedigelsestidspunktet havde sygdommen endnu ikke haft en varighed, der kunne betegnes som lang. Den konkrete prognose på afskedigelsestidspunktet var imidlertid, at begrænsningen måtte anses for at have en lang varighed, og at der derfor var tale om at handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Ligebehandlingsnævnet lagde ved denne vurdering vægt på dels en statusattest fra lægen, dels en ergoterapeutisk udtalelse.