• Borgerinddragelse

    Det kan være en fordel ved at inddrage borgeren mere, end hvad de har krav på i loven, men det kræver tid og tillid.

    Ifølge Retssikkerhedslovens § 4 har kommunen ikke pligt til at give borgeren indflydelse på udfaldet af en afgørelse, men blot at give mulighed for at medvirke ved behandlingen af egen sag. Men man kan med fordel arbejde med en udvidet form for borgerinddragelse som kræver både, at borgeren er med til at definere hvilke problemer han eller hun har, samt hvordan de problematikker skal håndteres. Som sagsbehandler tager man derfor afsæt i borgerens egen problemforståelse og egne behov, forudsætninger, præferencer og ønsker. Det kræver også, at borgeren får ejerskab over sin egen situation og sagsbehandleren primært får til opgave at støtte og hjælpe borgeren, frem for at kontrollere og sanktionere.

    Fordele ved borgerinddragelse: 

    1. Borgerens egen viden om sit helbred, begrænsninger, ressourcer og eventuelle skånehensyn kan være afgørende, når man skal tilrettelægge en indsats og finde muligheder på arbejdsmarkedet.
    2. Inddragelse af borgren kan være afgørende for, at de aktivt medvirker til at overvinde deres begrænsninger og få fodfæste på arbejdsmarkedet. Erfaringer fra Empowermentprojektet viser eksempelvis, at når borgere selv opstiller deres mål vil de typisk selv foreslå virksomhedspraktikker og aktivere deres netværk. Dertil kommer, at når de får ansvaret for løsningen af håndterbare konkrete opgaver i en virksomhedspraktik vil det ofte opleves som et vendepunkt for borgeren (se link til projektet ovenfor).

    Borgerinddragelse er mulig, men vanskelig
    Mange sagsbehandlere, der arbejder i jobcentrene vil nok pege på, at borgerinddragelse har sine begrænsninger. For eksempel er målet om beskæftigelse lagt på forhånd og det er ikke frivilligt om man vil deltage i indsatser som borger. På den anden side er det ikke defineret på forhånd, hvordan man opnår målet om at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det åbner op for, at sagsbehandleren sammen med borgeren opstiller fælles delmål og igangsætter aktiviteter, som eksempelvis handler om at forbedre borgerens livsmestring.

    Lovgivningen om rådighed, opfølgning og tilbud er indrettet mere fleksibelt for udsatte borgere end jobparate borgere, og det gør det muligt i højere grad at inddrage udsatte borgere i sagsbehandlingen, samt at give dem en mere individuelt tilpasset og helhedsorienteret indsats.

    Det kan dog til tider være vanskeligt at inddrage udsatte borgere med psykiske lidelser, da de ikke altid selv har et klart arbejdsmarkedsperspektiv (altså et billede af, hvad de kan arbejdsmæssigt og hvor de ser sig selv på arbejdsmarkedet) med konkrete beskæftigelses- eller uddannelsesmål. Det kræver derfor et indgående kendskab til borgerens behov og ønsker og løbende samarbejde, hvor borgeren bliver myndiggjort.

    Tid og tillid - og én gennemgående sagsbehandler
    For at borgerinddragelse kan ske, kræver det, at man som sagsbehandler bruger tid på at skabe et rum og en relation, hvor borgeren får mulighed for at udtrykke egne behov og ønsker til indsatsen. Der er behov for, at sagsbehandleren har en indgående forståelse af borgerens hverdagsliv, problemer og mestringsstrategier, hvis man sammen skal lave en plan for at borgeren kommer i beskæftigelse. Borgerinddragelse  kan altså indebære et længerevarende samarbejde mellem to personer.

    I den sammenhæng er tillid afgørende. Hvis borgerinddragelsen skal fungere bedst muligt, er det derfor vigtigt at have én gennemgående sagsbehandler, som er tilgængelig, reagerer hurtigt og koordinerer med andre aktører. Hvis borgeren kun er tilknyttet én sagsbehandler er der større mulighed for at opbygge tillid. Og netop tillid er rigtig for, at man kan hjælpe borgeren bedst muligt og sammen finde de mulige løsninger. Det tager dog også tid at opbygge en tillid mellem sagsbehandler og borger, og derfor kan det være nødvendigt at skære ned på, hvor mange borgere hver sagsbehandler sidder med.



    Læs mere om erfaringerne med borgerinddragelse og samskabelse fra LISES-projektet her i artiklen: Samskabelse mellem udsatte borgere og myndighed på beskæftigelsesområdet