Borgerkontakt og den svære samtale2

Det er et krav at både ”Min plan” og rehabiliteringsplanen skal indeholde et beskæftigelses- eller uddannelsesmål, som så vidt muligt skal være rettet mod beskæftigelse inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft.

Det kan dog være vanskeligt at opstille et konkret og realistisk beskæftigelses- eller uddannelsesmål sammen med udsatte borgere, som nogen gange slet ikke kan se sig selv på arbejdsmarkedet.

Forskning fra LISES projektet viser da også (dansk forskning i borgerinddragelse i beskæftigelsesindsatsen), at jobcentermedarbejdere og udsatte borgere ofte taler om arbejdsmarkedsdeltagelse i meget generelle vendinger. Det kan nemlig ofte være lettere at blive enige om et overordnet mål for at komme ud på arbejdsmarkedet end konkrete mål som er rettet mod en bestemt funktion eller branche.

Det er dog både nødvendigt og et lovkrav, at sagsbehandler og borger aftaler nogle mere konkrete mål. Det er derfor ikke nok, at beskæftigelsesmålet er ”fleksjob”. Det skal så vidt muligt omhandle en bestemt branche eller funktion. Og kan det på grund af borgerens situation ikke lade sig gøre, skal formålet med de konkrete aktiviteter som minimum fremgå, fx at stabilisere og forbedre personens fysiske, psykiske og sociale tilstand. Det er er også vigtigt at være opmærksom på, at målene er det bedste bud nu og det løbende kan revideres.

Det er mindst lige så vigtigt at opstille delmål som kan bidrage til opfyldelsen af det overordnede beskæftigelses- eller uddannelsesmål. Et delmål kan sagtens dreje sig om at borgeren skal gennemføre en aktivitet. Det kan eksempelvis dreje sig om at følge en behandling hos psykolog eller psykiater, øve sig på at komme ud blandt andre mennesker, få styr på sin økonomi med mere. I det omfang, det vurderes som nødvendige skridt mod at opnå det overordnede beskæftigelsesmål, er det værdifuldt at opstille disse mere konkrete delmål/aktivitetsmål.

Det kan være en ide at bruge de såkaldte SMART mål, hvis man vil sikre konkrete aftaler og giver ejerskab til borgeren. For det første tvinger det borgeren og sagsbehandleren til sammen at lave en konkret aftale om nogle specifikke mål, som er målbare, og man derfor sammen skal kunne følge op på, om de er opnået. SMART-mål skal desuden være accepterede og realistiske, det vil sige være meningsfulde for borgeren og opnåelige. Endelig skal målene være tidsbundne, hvilket gør det enklere for borgeren at vide, hvornår målene skal være opnået og for sagsbehandleren at følge op på dem.

Hvis man vil afprøve om et mål er SMART, kan man teste det med disse spørgsmål:

1. Hvad vil vi opnå? Eller: Hvad forstår vi ved målet (er målet specifikt)?
2. Hvordan kan vi se, at vi har nået vores mål (er målet målbart)?
3. Giver målet mening for den borgeren, og kan borgeren se, hvad han eller hun skal gøre (er målet accepteret)?
4. Tror den borgeren på, at målet kan nås inden for den aftalte periode (er målet realistisk)?
5. Har vi et præcist tidspunkt for, hvornår målet skal være nået (er målet tidsbundet)?

Læse mere om LISES-projektet her