Borgerkontakt og den svære samtale2

I de senere år er der både blandt politikere og praktikere kommet en stadig større opmærksomhed på, at udsatte borgere med komplekse problemstillinger har behov for en tværfaglig, koordineret og helhedsorienteret indsats.

Der findes en del forskning, som undersøger behovet for koordinering af indsatser for udsatte borgere. Det handler både om koordinering internt mellem jobcentrene, socialforvaltningen, sundhedsforvaltningen med flere samt koordinering med Regionen og andre aktører.

En undersøgelse lavet af VIVE om socialt udsatte borgeres brug af velfærdssystemet viser, at psykiske lidelser alene og i sammenhæng med misbrug, hjemløshed og kriminalitet fører til et meget stort forbrug af velfærdsydelser. En meget stor del af personerne med psykiske lidelser står desuden uden beskæftigelse. Kun 10 % af personer med både psykiske lidelser, misbrug og kriminalitet og/eller hjemløshed er således i beskæftigelse.

Derudover benytter personer med psykiske lidelser i højere grad ydelser fra velfærdssystemet. Det gælder i forhold til sundhedssystemet, men det gælder også i forhold til ydelser fra Serviceloven, hvor 23 % af personer med en svær psykisk lidelse får en ydelse, mens det gælder for 5 % af personer med en lettere psykisk lidelse. 

Der er således et meget stort ”potentiale” for at koordinere indsatser for personer med psykiske lidelser på overførselsindkomster. Der findes dog også en række barrierer.

Nanna Mik-Meyers bog; ”Fagprofessionelles møde med udsatte klienter” identificerer udfordringer ved koordinering mellem velfærdsydelserne. I den beskrives, hvordan specialiseringen betyder, at udsatte borgere får behandlet enkelte dele af deres problemkomplekse hos forskellige sagsbehandler i forskellige afdelinger som ofte har dårlig adgang og kendskab til hinanden. Borgerne må derfor i mange tilfælde selv navigere mellem afdelingerne og afvises, når deres henvendelse ikke passer ind i afdelingens opgaveportefølje. Det drejer sig specielt om grænsefladerne mellem psykiatrien og misbrugsbehandlingen samt mellem jobcentrene med deres fokus på beskæftigelse og socialafdelingen med deres fokus på livskvalitet.

Der findes dog en lang række projekter, hvor sagsbehandleren får en koordinerende funktion,  som lader til at have succes med at koordinere indsatser på tværs af områder, forvaltninger og sektorer. Man kan blandt andet fremhæve følgende:

1. Individuel placering og støtte (IPS) integrerer en tidsubegrænset sundhedsfaglig behandling med en virksomhedsrettet indsats overfor borgere på forskellige typer af offentlig forsørgelse med svære psykiske lidelser såsom skizofreni.
   
2. IBBIS-modellen benytter nogenlunde samme fremgangsmåde overfor personer med lettere psykiske lidelser såsom stress, angst og depression på sygedagpenge.
   
3. Critical Time Intervention (CTI) integrerer en social indsats med en virksomhedsrettet  indenfor en på forhånd afgrænset periode med fokus på overgangen til et ordinært job.
   
4. Assertive Community Treatment  er rettet mod de mest udsatte borgere med psykiske lidelser og eksempelvis misbrug og indebærer en tidsubegrænset og meget intensiv indsats forestået af et udgående tværfagligt team. Indsatsen kan være beskæftigelsesrettet, men er primært socialpædagogisk og baseret på en recovery-understøttende tilgang, hvor borgerens egne mål sætter retningen for indsatsen.

Læs VIVE-rapporten, Socialt udsatte borgeres brug af velfærdssystemet, her