Tilknytning
For at understøtte en recovery-orienteret indsats for borgeren kan det være vigtigt at støtte borgeren med at indgå i sociale relationer, fællesskaber og netværk. Det har da også i mange år været centralt at afdække og arbejde med personens netværk, når man har vurderet arbejdsevne – førhen gennem ressourceprofilen og i dag eksempelvis ved brug af STAR’’s skabelon til rehabiliteringsplanens forberedende del.
Det har dog traditionelt været mere udbredt at fokusere på netværk på det sociale område – specielt børneområdet. ”Familie og netværk” er da også et afgørende element i ICS metoden til udsatte børn og unge, ligesom funktionsevnemetoden for voksne (VUM) har personens ”sociale liv” som et af dens centrale temaer.
Professionelle på beskæftigelsesområdet kan således lære noget af erfaringer fra det sociale områdes med at optegne og aktivere netværk via eksempelvis netværkskort. Man kan finde inspiration ved at kigge på Socialstyrelsens netværkskort til unge.
Netværkskortet fungerer ved at man sammen med borgeren optegner alle personer som borgeren har en relation til. Dette gøres i forskellige felter: familie, slægt, andre (naboer, venner m.fl.), arbejde/uddannelse og professionelle. Derefter tegnes der pile mellem de personer som har relationer til hinanden. I forbindelse med udfyldelse af netværkskortet kan man eksempelvis stille følgende spørgsmål til borgeren:
- Hvilke vigtige personer findes i dit liv?
- Hvem kender til, hvordan du har det?
- Hvem kan du tale med eller få hjælp fra?
- Hvem af dem kender til dine problemer?
Et sådan kort kan være med til at give borgeren og sagsbehandleren et klarere billede af hvem som kan støtte borgeren, og hvor borgeren mangler støtte. I forhold til en recovery-orienteret indsats kan tilknytning dog også forstås bredere - nemlig hvorvidt borgeren er del af sociale fællesskaber eller lokalmiljøer som kan give borgeren en oplevelse af tilknytning, tilhørsforhold og derigennem identitet. Der kan således også være en pointe i, at man sammen med borgeren undersøger om flere personer i borgerens netværk tilsammen repræsenterer et vigtigt socialt fællesskab.