Panikangst
Ved panikangst optræder angsten pludseligt, og oftest uden at man kan pege på en egentlig årsag. Anfaldene er voldsomme og fysiske, og mange der oplever det første gang, tror derfor at der er noget fysisk galt, som for eksempel en hjertesygdom. Et angstanfald kan føles som et pludseligt sammenbrud af krop og tanker. Hjertet hamrer alt for hurtigt, man bliver svimmel, kan ikke få vejret, det vender sig i maven og man ryster, sveder eller fryser. Man oplever en voldsom frygt for, hvad der sker med én, om man skal dø eller er ved at blive pludseligt sindssyg. Angstanfaldet er oftest ovre i løbet af få minutter, men man vil sædvanligvis føle sig rystet og nervøs efterfølgende.
Fordi angstanfaldet er så skræmmende og ubehagelige, udvikler der sig hurtigt en frygt for nye anfald, en såkaldt forventningsangst. Forventningsangsten er særligt forbundet med de situationer, hvor man før har fået angstanfald. Frygten for at få et nyt anfald kan med tiden blive nok til at udløse anfaldet.
Symptomer
Panikangst viser sig som tilbagevendende tilfælde af stærk panikagtig angst (panikanfald), der opstår uventet og uafhængigt af situation og omgivelser. Panikanfaldet kan vise sig som hjertebanken, trykken for brystet, kvælningsfornemmelse, svimmelhed, og følelser af uvirkelighed. Symptomerne kan ledsages af frygt for at dø, og frygt for at miste kontrollen over sig selv eller blive sindssyg.
Som med de fleste typer af angst gælder det, at en stor andel af dem, der har panikangst også har en anden psykisk lidelse. Det gælder især depression og andre angstlidelser, særligt agorafobi (fobisk angst for at færdes alene uden for hjemmet) og generaliseret angst.
Årsager
Man kender ikke årsagerne til, at nogle mennesker udvikler panikangst. Man har dog observeret en vis arvelighed, og at denne er større end for andre angstlidelser. Miljømæssige faktorer, som for eksempel opvækst, stress og negative livsbegivenheder, tyder på at være lige så væsentlige som arvelige faktorer, når det gælder udvikling af panikangst.
Behandling
Panikangst behandles med kognitiv adfærdsterapi og/eller antidepressiv medicin. Holdbarheden af kognitiv adfærdsterapi har vist sig bedre end medicinsk behandling, og omkring 70 % af patienter behandlet med kognitiv adfærdsterapi oplever en bedring efter behandlingen.